top of page
Forfatters billedeJesper Hatt DDS

Invisalign - Fordele & Ulemper

Opdateret: 20. nov. 2023

Når man taler om clear aligners, er det meget vanskeligt at komme udenom Invisalign.

Invisalign var blandt de første pionerer, der startede behandling med clear aligners. De er klart de største spillere på markedet og uden sammenligning den virksomhed, der har brugt flest ressourcer på produktudvikling og markedsføring.


Invisalign har produktionsfaciliteter fordelt på hele kloden og kan dermed sikre en høj grad af leveringssikkerhed uanset efterspørgslen.

Som den eneste producent af clear aligners, bruger Invisalign penge på at markedsføre sig direkte til patienterne.

Brand:

Invisalign er uden sammenligning det mest kendte brand i den brede befolkning. Generelt er Invisalign det mest kendte og anerkendte clear aligner brand blandt tandlæger og specialtandlæger.

Invisalign blev udviklet i 1997, godkendt af det amerikanske Food and drug administration (FDA) og begyndte at blive solgt på det amerikanske marked i 1999.

I 2021 havde 10 millioner patienter, på verdensplan, gennemgået en Invisalign behandling.


Software:

Helle Hatt Invisalign

Den afgørende forskel på Invisalign og alle andre aligner producenter er, at de har den absolut bedste software. Alle indsendte “submission forms”, der sendes uden kommentarer, bliver læst af en computer. Ved hjælp af AI (kunstig intelligens) autogenereres et ClinCheck, som sendes til tandlægen uden noget menneske har set det. Ofte kommer der et hæderligt udgangspunkt for en behandlingsplan ud af dette. Men det skal stort set altid modificeres af den behandlende tandlæge.

Heldigvis er det super nemt med Invisaligns 3D kontrol, at ændre tændernes position og vælge attachments.

Teknikere / Digitale designere:

Invisalign har gennem årene opbygget et team af de mest kompetente teknikere (uden tandfaglig baggrund), der er dygtige til at omsætte tandlægens konkrete skriftlige instruktioner til behandlingsplanen. De er derfor gode til at tage imod instruktioner omkring særlige ønsker til behandlingssekvenser, tidspunkter for IPR og placering/udskiftning af attachments.


Læg mærke til, at den digitale designer er en medarbejder hos producenten, der sætter tænderne op i den position, som teknikeren synes tænderne skal stå i efter endt behandling. Ingen producent af clear aligners anvender tandlæger eller specialtandlæger til dette. Dette er en detalje, der er værd at bide mærke i. Mange tandlæger tror nemlig fejlagtigt, at det ClinCheck de modtager fra Invisalign, er biologisk forsvarligt, klinisk realistisk og baseret på en forudsigelig behandlingsplan. Dette er sjældent tilfældet. Af alle de ClinChecks vi ser, er det kun ca. 5%, der ikke har behov for modifikationer. Enten for at få et realistisk behandlingsforløb eller for at få en biologisk og klinisk forsvarlig behandling.

Det kan forekomme voldsomt, at næsten 95% af alle ClinChecks skal modificeres. Men lad os lige se på årsagen.

  1. Invisalign sætter tænderne efter amerikanske ortodontisters præferencer. Disse afviger betydeligt fra de europæiske præferencer.

  2. Invisalign vælger ofte, at flytte de kliniske kroner først, for derefter at flytte rødderne minimalt. Enhver ortodontist vil formodentligt udtale, at rækkefølgen bør være omvendt: Flyt først rødderne, dernæst kronerne. Årsagen til dette misforhold er, at det er hurtigere at flytte kronerne, men biologisk uhensigtsmæssigt.

  3. Hverken AI eller teknikere lader til at forstå sammenhængen mellem de forskellige kræfter, der anvendes i den enkelte patients tandregulering. Vi ser næsten altid, at attachments placeres uhensigtsmæssigt, forkert eller på steder hvor de ikke har betydning for behandlingens resultat. Desuden har Invisalign en protokol for prioriteringen af deres optimised attachments, der sjældent tilgodeser helheden i de bevægelser, der planlægges af den behandlende tandlæge. Desuden ser vi næsten altid bevægelser, der modarbejder hinanden, hvilket med sikkerhed fører til manglende tracking og behov for additional aligners.

Det er vigtigt at huske på, at det ALTID er den behandlende tandlæge, der bærer det fulde ansvar for behandling med clear aligners. Så selvom et ClinCheck ser fantastisk nemt og flot ud på skærmen, er det værd at tænke over, at det ikke adskiller sig fra backets og wires. Clear aligners og den tilhørende software, kræver ligeså megen ortodontisk viden for at komme sikkert og forudsigeligt i mål med behandlingen, som behandling med fuldt fast apparatur. Clear aligners er altså et arbejdsredskab i hænderne på den behandlende tandlæge, på lige fod med fast apparatur

Aligner materiale:

Invisalign anvender en 7 lags plastik, som de selv har udviklet. Materialet har en stor elasticitet og en evne til at holde formen over lang tid. For at øge fleksibiliteten, og dermed brugervenligheden for patienten, anvender Invisalign en scalloped trimline.


Om der reelt er noget at komme efter med Invisaligns smart track materiale, er vanskeligt at afgøre. Det forekommer påfaldende, at der kommer nyt skinnemateriale og nyt design af attachments lige inden de eksisterende patenter udløber.


Trimline:

Det vi kan sige med sikkerhed er, at en scalloped trimline er mere fleksibel og derfor kræver flere attachments for at få en optimal kraftoverførsel til tænderne. Derfor har vi også set en voldsom stigning i behovet for attachemnts hos Invisalign over de seneste år.

Formen på trimlinjen gør det nemmere at sætte alignerne på og tage dem af, i forhold til en lige trimlinje. Ligesom det er en fordel, at man undgår underskæringer og vanskelighederne ved disse, når man har en lige trimlinje.


En yderligere fordel ved en scalloped trimline er, at der ikke er risiko for ubehagelige zoner med pres på gingiva.

Attachments:

Attachments (Invisaligns optimised attachments) kræver en template hver gang, der skal bondes attachments, også når et tabt attachment skal rebondes. Dette har noget at gøre med, at størrelsen og formen på Invisaligns attachments. Dels er de meget mindre end de tidligere versioner (Standard attachments). Dels har de en størrelse, der er en anelse mindre end formen i aligneren.


Den template Invisalign anvender, er i et ret tyndt materiale, der gør det forholdsvist nemt, både at placere templaten korrekt og at fjerne den igen. Særligt hvis man skal bonde mange attachments på (som det ofte er tilfældet med Invisalign), er det super rart, at templaten er nem at fjerne. Dette gør det også nemmere, at uddellegere bonding til en tandplejer eller klinikassistent.


Det kan være frustrerende hvis et attachment falder af, da man skal bruge tid på at bestille en templete og derefter vente på at den kommer frem til klinikken. Derfor kan det kun anbefales at følge en sikker protokol for at bonde attachments. Selv på keramiske overflader kan det lade sig gøre, at bonde attachments så de ikke falder af. Det kræver blot, at den rette protokol bliver fulgt nøjagtigt.


Retainers:

Som den eneste virksomhed anvender Invisalign et andet, tykkere og mere stift materiale til deres retainere, kaldet Vivera. Subjektivt virker disse retainere mere behagelige i munden end de øvrige brands materialer. Ligesom de lader til at opretholde formen i længere tid.

IO scan:

Det er kun et begrænset antal IO scannere, der kan anvendes hos Invisalign. Ud fra måden Invisalign har opført sig overfor konkurrenter til deres egen iTero scanner, tyder det på, at det skyldes et forsøg på at fremme salget af deres egen IO scanner.


Itero scanneren kan anvendes til andre behandlinger end Invisalign, men er absolut bedst til Invisalign. Den største fordel ved iTero scanneren, er den direkte integration med den øvrige software i Invisaligns workflow, ligesom softwaren i scanneren giver mulighed for at give et øjeblikkeligt pre-view af hvordan den scannede patients tænder muligvis vil kunne komme til at se ud efter en behandling med clear aligners. Klinisk er dette pre-view ikke anvendeligt. Men i kommunikationen med patienten, er dette pre-view et virkeligt godt salgsværktøj.


Aftryk:

Hvis klinikken har en scanner, der ikke er forenelig med Invisalign. Eller klinikken ikke råder over en IO scanner. Er det nemt at tage konventionelle PVS aftryk.


Invisalign har gjort det utroligt nemt, at håndtere hvert eneste trin i processen.


Aftrykkene tages i særlige plastikskinner, der stilles til rådighed af Invisalign. Aftrykkene pakkes i specielle æsker, der også stilles til rådighed af Invisalign.

Både aftryksskeer og kasser til forsendelse, bestilles nemt på Invisaligns hjemmeside.


Helle Hatt Invisalign PVS impression

Forsendelse er super simpelt. Når man har udfyldt sin ordre online, printes en patient-label, der lægges i kassen og en UPS fragtseddel, der klistres udenpå kassen. Alle sedler til fragt og forsendelse er autogenerede og skal blot printes. Fragtsedlen har en unik tracking kode, så man altid kan følge kassen hos UPS. Det eneste klinikken skal gøre er, at ringe til UPS for afhentning af kassen, når den er pakket.

Når Invisalign modtager aftrykkene. Desinficeres de og monteres i en robot, der scanner flere tusinde aftryk om dagen. Invisalign anvender en røntgenscanner, der er super præcis.


Det er værd at bemærke, at aftrykkene skal være af absolut højeste kvalitet. Selv ved små fejl i aftrykket afvises de af Invisalign - med god grund. Er aftrykkene ikke nøjagtige, er det umuligt at få aligners, der passer optimalt. Hvorfor tænderne ikke kan flyttes forudsigeligt.

Når et aftryk afvises, følger en email med fotos fra scanningen, der viser fejlene, så man kan lære af sine egne fejl.


Noget Invisalign er blevet relativt upopulær for de sidste par år, er indførelsen af et gebyr for håndtering af fysiske aftryk. Prisen er ikke så høj, men en konstant irritation for mange af de klinikker, som skal betale hvad de oplever som en "bøde" for at sende fysiske aftryk.


Modtagelse af aligners.

Invisalign markedsfører sig som et premium brand.

Det kommer også til udtryk i den æske, der udleveres til patienten.


Førstehåndsindtrykket er super lækkert. Alt er pakket efter inspiration fra Apples produktindpakning. De sorte og gyldne farver, får produktet til at se eksklusivt og lækkert ud og det smitter helt klart af på patienternes førstehåndsoplevelse af produkterne. Det virker bare lækkert.


Personligt er jeg ikke så vild med de nyeste æsker til skinneopbevaring. De ser flottere ud og præsenterer sig mere lækkert end de gamle. Men de er faktisk ret irriterende, fordi man skal lægge sine aligners på en bestemt måde, for at kunne lukke låget på æsken.

Resten af indpakningen holder 100%. Kombineret med en af Invisaligns poser, fuldendes det lækre indtryk, når patienten forlader klinikken.


Certificering:

Helle Hatt - Invisalign certification

Det er ikke muligt, at planlægge behandling og købe Invisaligns produkter, uden at være certificeret. Certificeringen er grundlæggende et introduktionskursus i hvordan deres software platform fungerer, forskellen mellem deres forskellige produkt pakker og hvordan man håndterer deres clear aligners i praksis.


Invisalign er det eneste brand, der tager sig betalt for at gennemføre certificering af deres kunder. Certificeringskurserne er voldsomt bekostelige og vidner om, at Invisalign er gode til at tjene penge på alle dele af deres forretning.


Mange tandlæger er gennem tiden blevet skuffede, når de har opdaget, at Invisalign ikke opbygger deltagernes ortodontiske kompetencer på certificeringskurserne. Disse skal opbygges andetsteds (ligesom vi ser det hos mange andre aligner brands).


Pris:

Invisalign er det største og mest kendte brand, med den absolut bedste software og leveringssikkerhed. Det kommer også til udtryk i prisen, hvor Invisalign er det dyreste clear aligner brand (med rette). Der er ingen tvivl om, at man betaler mere for et premium brand og de fordele dette medfører. På trods af, at Invisalign er det dyreste aligner brand, er der påfaldende lille forskel i prisen mellem Invisalign og deres konkurrenter.


Rabatter:

Der anvendes et relativt omfattende rabatsystem, som minder noget om loyalitetsprogrammer fra fly- og hotelbranchen. Hvert køb hos Invisalign udløser et antal point, der akkumuleres på en rabatskala. På ens doctor profil er nemt til hver en tid, at se hvilket trin på rabatsystemet man står og hvilken rabat man er berettiget til at få. Ligeledes er der en oversigt over hvor mange point man mangler for at nå det næste trin. Ligesom der er en oversigt over hvor mange point, der udløses ved forskellige køb.


Rabatprogrammet tilgodeser på rimelig vis de klinikker, der udfører mange Invisalign behandlinger, køber deres kurser og deres scanner. Klinikker der udfører allerflest behandlinger, kan således opnå en samlet rabat på op til 46%.


Udfordringen med rabatprogrammet er, at det kan føles noget tarveligt, at være 10 point fra at nå næste rabatniveau, når årets point saldo nulstilles. Vi har hørt adskillige Invisalign kunder beklage sig over rabatter, der ikke gives. Løfter om rabatter fra sælgere, der ikke holdes. Fakturering af kurser tandlægerne aldrig har meldt sig til, osv. osv.


Kundeservice

Som ovenstående indikerer, har Invisalign i årevis haft store udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere til deres kundeservice. Her i Europa har kundeservicen hos Invisalign været stort set ikke-eksisternede i 10 år.


Selvom det kan virke voldsomt med så mange års mangelfuld kundeservice, må vi indrømme overfor Align Tech, at de arbejder målrettet på, at forbedre hvert eneste element i kundeoplevelsen år efter år. I løbet af det seneste år, har vi således oplevet, at medarbejderne i kundeservice lader til at være mere stabile og faktisk have overskud og kompetencer til at løse de problemer de stilles overfor.


Klinisk support

Invisalign har ansat kliniske support medarbejdere, der skal kunne hjælpe tandlæger med at løse kliniske udfordringer. Internt er Invisaligns politik for klinisk support meget klar. Der må IKKE ydes hjælp eller rådgivning til udforming af en behandlingsplan. Klinisk support må udelukkende hjælpe tandlæger med at få bedre indsigt i de tekniske elementer i softwaren og give råd til håndtering af kliniske problemstillinger.

Der er tungtvejende juridiske årsager til, at Invisalign ikke yder support til udforming af behandlingsplaner. Derfor er mange af de kliniske supportere hos Invisalign enten tandplejere eller klinikassistenter. De har dog alle en eller anden form for klinisk erfaring (modsat andre aligner producenters support), så de af egen erfaring kender til nogle af de problemer, der kan opstå ved stolen i en tandlægeklinik.


Spørgsmål:

Hvis du har spørgsmål eller ønsker du hjælp til en eller flere clear aligner cases, er du altid velkommen til at kontakte os. Alignerservice.com hjælper tandlænger og ortodontister med at udforme og optimere clear aligner behandlingsplaner, så de bliver mere forudsigelige, mindre tidskrævende og opnår et biologisk- og klinisk realistisk resultat.


Du kan altid ringe eller skrive til os.

Ligesom du kan læse mere på: www.alignerservice.com

Tandlæge Jesper Hatt DDS

Mange venlige hilsner

Tandlæge

Jesper Hatt



T: +41 79 174 30 03

Relaterede indlæg

Se alle

Comments


bottom of page